ehandel

Alle danske webbutikker skal linke til dette site om en måned

13. jan 2016
- af Mads Elkær og Joachim Kühlmann Selliken - Computerworld.dk

Danske og europæiske e-handelsvirksomheder skal om en måned linke til et spritny online-klagesystem, hvis de vil undgå bøder. Se her, hvad idéen er med det.

15. februar får europæiske virksomheder og forbrugere en ny digital platform kaldet ODR, som skal gøre forbrugerklager over vare- og serviceindkøb inden for EU meget nemmere at håndtere.

ODR står for online dispute resolution (online-klageløsning), og den digitale online-løsning henvender sig til dels til alle EU-forbrugere, som online-handler i andre EU-lande, og dels til alle europæiske online-virksomheder.

For forbrugerne betyder det, at de nu kan klage direkte til den europæiske virksomhed, hvor de har købt en vare eller service, som ikke har levet op til forventningerne.

For virksomhederne betyder det, at de skal have en kontaktmail og et obligatorisk link til ODR-systemet på deres website efter 15.februar, når det nye klagesystem er i luften.

Skal bindes sammen
"Formålet med ODR-platformen er at binde en masse klageinstanser sammen, så forbrugeren og virksomheden kan være i direkte kontakt med hinanden," forklarer leder af den danske afdeling af Forbruger Europa, Lars Arent, til Computerworld.

Læs også: Coolshop.dk fik nok af Dankortsvindler: Fik fanget svindleren via overvågning

Forbruger Europa har omkring 10 år på bagen som 'den europæiske forbrugerstyrelse", som er finansieret delvist af de enkelte EU-medlemslande, og delvist direkte af EU.