Ismaskine fra Philips
En ismaskine gør det nemt at lave is, foto: Allover.

Guide til køb af ismaskine

24. jan 2014
- af Redaktionen - Priser.dk

En ismaskine er ethvert barns eller iselskers hedeste - eller måske skulle man sige køligeste - drøm. Vi guider dig her til det rigtige køb.

Er man glad for is og vil man ikke lade sig nøjes med den billige discount is, kan man nemt komme til at bruge mange penge. En enkelt liter god is kan være en dyr fornøjelse.

Løsningen på dette er selvfølgelig at lave sin egen is! Det er ikke alene billigere - man får også mulighed for at lave lige præcis den is, man har lyst til. Og den hjemmelavede is smager jo bedre, end den man kan købe i butikkerne.

Denne guide kan hjælpe dig med at finde en ismaskine, der kan tilfredsstille dit behov for kolde fornøjelser.

Ismaskinens volumen

Volumen fortæller dig hvor meget is, man kan lave af gangen.

Hvis du foretrækker din is helt frisklavet, behøver du ikke den store volumen, da der i så fald ikke er noget, der skal fryses ned bagefter.

Vil du gerne lave meget is af gangen, som du kan gemme, kan du overveje, om du ikke skal investere i en ismaskine med lidt mere volumen.

Hjemmelavet is med cookies, foto: Allover
Hjemmelavet is med cookies, foto: Allover.

Det er her vigtigt at være opmærksom på, at ismaskinens volumen ikke er lig den mængde is, den kan lave af gangen, da der også skal være plads til omrøring. En kapacitet på 1,5 liter giver ca. en liter is, om end det kan variere fra model til model.

Ismaskine med eller uden indbygget fryser?

Der er grundlæggende to forskellige slags ismaskiner: Med og uden indbygget fryser.

Ismaskiner uden indbygget fryser kræver mere tilberedningstid, da det typisk indebærer nedfrysning enten før eller efter, man har blandet ingredienserne i ismaskinen.

Nogle ismaskiner uden indbygget fryser kræver også ekstra tilsætning af is og salt, hvilket betyder yderligere krav til opbevaringen. Ismaskiner uden indbygget fryser er til gengæld langt de billigste på markedet.

Ismaskiner med indbygget fryser klarer hele processen på 20-40 minutter, hvorefter isen er klar til servering. Den indbyggede fryser sørger nemlig for at fryse isen ned, og kan i nogle tilfælde endda holde isen kold op til en time efter isen er færdiglavet.

Denne slags ismaskine giver også mulighed for at tilføje ingredienser løbende, og du kan desuden lave rigtig meget is på en gang, da ismaskinen er klar til at lave mere is, straks efter en portion er færdiglavet.

Hjemmelavet is med rabarber, foto: Allover.
Hjemmelavet is med rabarber, foto: Allover.

Ismaskiner med indbygget fryser er altså en del nemmere at betjene, men er også forholdsvis tunge, hvilket betyder, at de er ret svære at flytte rundt på. Samtidig er de også en del dyrere end andre ismaskiner.

Flere forskellige slags is?

Mange ismaskiner er i stand til at lave andet end kun almindelig is. Hvis du er glad for sorbet, gelato eller frozen yogurt, skal du holde øje med, at den ismaskine du har i kikkerten, er i stand til at lave det.

Design og størrelse

Hvis du køber en ismaskine med en indbygget fryser, er det som nævnt højst sandsynligt en tung maskine. Det kan derfor være nødvendigt at have den stående permanent på et bord i køkkenet, bryggerset eller lignende.

Læs også: Derfor skal du spise frosne bær og grøntsager

Det er derfor en god idé at købe ismaskinen i et design, der passer til det rum, det er meningen, den skal opbevares i.

Ismaskiner uden en indbygget fryser er lettere, og kan derfor godt opbevares i et skab. Designet er derfor mindre vigtigt her.

Ekstra funktioner

Ismaskiner er kun udstyret med få ekstra nyttige funktioner. Det er funktioner som anti-slip fødder, en udtagelig beholder og dele der kan vaskes i opvaskemaskinen.

Især det sidste er en bekvem løsning, der letter rengøringen meget. Derudover kan nogle ismaskiner som nævnt holde isen kold op til en time efter, at isen er færdiglavet.

Valg af forhandler

Her på Priser.dk kan du søge efter din foretrukne ismaskine ved hjælp af filtre som pris og volumen.

Ismaskine filtre på Priser.dk

Derefter viser vi dig de ismaskiner, der passer til dit behov, og viser dig de billigste forhandlere.

På den måde er du sikker på at få den bedste ismaskine til den bedst mulige pris!

Se alle is- og yoghurtmaskiner her